Verdens bedste vandbakkelser: choux au craquelin

Vandbakkelser choux au craquelin

Knasende, krakelerede vandbakkelser eller choux au craquelin, som de hedder i Paris.

Min nyeste addiction og absolut must-taste-before-you-die-kager. Hvis du altså ikke allerede har smagt dem?

Helt banalt er det små vandbakkelsesbolde toppet med en sprød cookie, der smyger sig kærligt om kagen, mens den bages.

Herefter er kagerne fyldt med fløjlsblød Dulceycremeux, der smager så sindssygt godt, at det kan spises rent med ske. Ja, det er sket et par gange – eller tyve.

Jeg har tilsat lidt salt til den karamelsøde creme. Det klæ’r den virkelig godt.

Er du overbevist? Ellers må jeg komme forbi med smagsprøver!

Vandbakkelser choux au craquelin

Jeg drager i øvrigt til kagernes by om præcis én uge og har planer om at besøge alle Paris’ små og store patisseries.

Jeg glæder mig sådan til at dele kageoplevelserne med jer.

Følg med på Snapchat og Instagram: majachocolat

Og rigtig god Påske!

Vandbakkelser choux au craquelin

Choux au craquelin

30 små kager

Ingredienser

Dulceycremeux:

  • 1/2 blad husblas
    110 g Dulcey fra Valrhona
    2 æggeblommer
    15 g sukker
    80 g sødmælk
    80 g piskefløde
    1/3 tsk salt

Vandbakkelser:

  • 150 g vand
    60 g smør
  • 1 spsk sukker
  • 1 nip salt
  • 80 g hvedemel
  • 2 store æg

Kiks:

  • 65 g smør
    80 g mel
    80 g rørsukker

Pynt:

  • Spiselige blomster 
  • Kandiserede violer

Fremgangsmåde

Dulceycremeux:

  • Udblød husblas i koldt vand.
    Hak chokoladen fint, og kom den i en skål.
    Pisk æggeblommer og sukker hurtigt sammen.
    Varm mælk og fløde op til lige under kogepunktet, og pisk det æggeblommerne.
    Hæld blandingen tilbage i gryden, og varm den op til 83°C under konstant omrøring.
    Sigt den 83°C varme creme, vrid husblassen fri for vand, og rør den ud i cremen.
    Hæld så den over den finthakkede chokolade.
    Rør rundt i midten af skål med en dejskraber, indtil massen får en smuk og blank overflade.
    Stavblend evt. massen, og kom cremeuxen i køleskabet natten over. 

Vandbakkelser:

  • Kom vand, smør, sukker og salt i en gryde, og bring det i kog.
  • Tag straks gryden af varmen, og tilsæt mel.
  • Rør rundt i dejen med en træske, indtil dejen er ensartet, blød og slipper gryde og ske.
  • Sæt gryden tilbage på lavt blus, og rør rundt i et minuts tid.
  • Kom dejen i en skål, og lad den køle lidt af.
  • Tilsæt æggene lidt og lidt, mens du rører energisk i skålen. (Massen vil først skille, men senere samle sig.)
  • Rør dejen ensartet og elastisk.
  • Kom dejen i en sprøjtepose med rund tyl, og sprøjt små kugler (2,5 cm i diameter) ud på en bageplade beklædt med bagepapir.

Kiks:

  • Ælt alle ingredienser godt sammen med fingrene.
  • Rul dejen tyndt ud, og stik små cirkler (3 cm i diameter) ud af den.
  • Placer forsigtigt cookiecirklerne ovenpå vandbakkelserne.
  • Bag vandbakkelserne i ca. 35 min ved 175°C.
  • Åbn ikke ovndøren undervejs!
  • Lad kagerne køle helt af.

Samling og pynt:

  • Kom cremeuxen i en sprøjtepose med lille, rund tyl.
    Lav et lille hul i bunden af hver kage, og fyld kagerne med cremeux.
    Pynt evt. med spiselige blomster og kandiseret viol.

Tip: Lav chokoladecremeuxen dagen før, men bag og fyld vandbakkelserne samme dag, de skal nydes.

(Indlægget indeholder affiliatelinks!)

Vandbakkelser choux au craquelin

13 tanker om "Verdens bedste vandbakkelser: choux au craquelin"

  1. Line

    Hej Maja! :-)
    Tror du disse vil kunne fryses? Og skal det være med / uden creme så?
    Tak for sindssygt lækre opskrifter ☺️

    Svar
  2. Irene

    Hej Maja
    Jeg lavede disse himmelske vandbakkelser i weekenden, til nogle veninder. De var helt vilde med dem. (Det var jeg også)
    Uhm
    Blev endelig ved at komme med lækre opskrifter.
    Hilsen Irene

    Svar
  3. Louise Bache

    Hej Majs. Min datter skal konfirmers og jeg vil gerne lave de lækre vandbakkelser, kan jeg lave dem nogen dage forvejen og så bare vente med at fylde dem?
    Med venlig hilsen
    Louise Bache

    Svar
  4. Louise Bache

    Hej Maja. Min datter skal konfirmers og vil gerne lave DR lækre vandbakkelser, kan jeg lave den før og så bare vente med at fylde dem?
    Tak for masser inspiration😊

    Svar
  5. Irma Kjeldsen

    Tak for opskriften. Jeg skal kaste mig ud i bagningen ad dem til min søsters fødselsdag. Kan man bage kagerne dagen før og fylde dem næste dag?

    Svar
  6. Jane

    Hej Maja.
    Det er længe siden jeg har kommenteret her hos dig, men jeg følger naturligvis stadig med i dit søde liv.
    Jeg har netop bagt disse små vidundere. Mit fyld blev dog med Valrhonas special orange. Og med et lille drys frysetørret hindbær på toppen. Haps! Det var altså godt!
    Rigtig god påske

    Svar
    1. Maja Forfatter

      Kære søde Jane

      Dejligt at høre fra dig! Og dejligt, at du stadig følger med herinde! :) Det lyder helt vidunderligt med special orange-udgave. Jeg har også lige lavet en ny udgave med mørk chokolade, som slet heller ikke var tosset!! Deler opskrifter herinde snart.

      Dejlig påske til dig og dine!

      Kh Maja

      Svar
  7. Anne-Marie

    Hvor lækkert. Du må hjertens gerne kigge forbi med smagsprøver. Tror du en citroncreme vil passe til? Jeg er i kage forvirringsland lige nu. Vil bage noget til min mormor der elsker citronfromage, men jeg kan ikke finde ud af hvad. Der er alt for mange muligheder og fristelser.
    Ha en dejlig ferie.

    Kh.
    Anne-Marie

    Svar
    1. Maja Forfatter

      Jeg tror, at det vil smage himmelsk med en citroncreme! Kagerne i sig selv er ret søde, så et syrligt modspil er slet ikke dumt! :-) Rigtig god fornøjelse! Jeg håber, at din mormor bliver glad :) Og dejlig påskeferie tilbage!

      Svar
  8. Stinna liholm

    Hvis nu man er fattig og alligevel enormt gerne vil kaste sig ud i denne fantastiske dessert… Er der så et alternativ til valronas chokolade der til nød kan bruges?
    Mvh stinna

    Svar
    1. Maja Forfatter

      Ja, selvfølgelig. Du kan f.eks. erstatte Dulcey med mælkechokolade og lave en mælkechokoladecremeux? Det smager også fantastisk! Eller lave en helt anden slags fyld. En lækker vaniljecreme eller lidt letpisket flødeskum blandet med lidt bærpuré og flormelis :) Håber det kan bruges til noget? :)

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *