Nytårsdessert: kagetapas

Nytårsdessert: kagetapas moussetapas

Tredje nytårsdessert i nytårskavalkaden er kagetapas. Små, syrlige og søde moussekager i pastelfine farver og med forårsfornemmelser. Inspireret af sidste års desserttapas, som var virkelig populær og dukkede op i mit Instagram-feed overvældende mange gange nytårsaften. Jeg blev så glad af jeres fine og kreative tapas-varianter, som ‘tikkede ind’ i løbet af aftenen! (‘Tag’ mig meget gerne igen i år! <3 #majachocolat eller #majavase)

I år er chokoladeganacherne udskiftet med fløjlsbløde mousser – og kagerne tryllet en tand større. Ellers helt samme koncept. Alle kager består af en smørsprød mørdejsbund, en fløjlsblød mousse og lidt pynt. Ganske enkelt – og genialt lækkert.

På min tapastallerken står fire af mine favoritmousser: citron, lime-basilikum, kirsebær og lakrids. Men to-tre varianter kan også sagtens gøre det. Vælg dine favoritsmage – og hold dig ikke tilbage med pynten. Spiselige blomster, bærstøv, sølv, guld og glimmer… Alt er tilladt!

Smaddergod og festlig fornøjelse!

Kh Maja

Nytårsdessert: kagetapas moussetapas

Nytårsdessert: kagetapas

Antal: Mørdejen svarer til ca. 30 små bunde, og mousserne rækker til 20-30 små moussebomber.

Ingredienser

Bunde:

  • 125 g hvedemel
    25 g mandelmel
    50 g flormelis
    75 g smør, koldt
    1 knivspids salt
    1/2 æg
  1. Citronmousse:
  • 3 blade husblas
    100 ml citronsaft
    100 g sukker
    150 ml piskefløde
    150 g skyr

1. Pynt:

  • hvide chokoladeperler fra Valrhona
    gule stedmoderblomster
    rålakridspulver

2. Limemousse med basilikum:

  • 3 blade husblas
    100 ml limesaft
    100 g sukker
    20 friske basilikumblade
    150 ml piskefløde
    150 g skyr

2. Pynt:

  • friske basilikumblade

3. Kirsebærmousse:

  • 2 blade husblas
    50 g kirsebærsirup fra Amarena Fabbri
    50 g sukker
    saft af 1/2 citron
    korn af 1/2 vaniljestang
    100 ml piskefløde
    100 g skyr

3. Pynt:

  • frysetørret hindbærstøv/kirsebærstøv
    orange skovsyre

4. Lakridsmousse:

  • 2 blade husblas
    50 g sød lakridssirup fra Johan Bülow
    50 g sukker
    saft af 1/2 citron
    100 ml piskefløde
    100 g skyr

4. Pynt:

  • lilla stedmoderblomster
  • kandiseret viol

Fremgangsmåde

Bunde:

  • Kom hvedemel, mandelmel, flormelis, smør og salt i en blender, og blend det hurtigt sammen.
    Saml dejen med ægget.
    Rul dejen ud mellem to stykker bagepapir, og lad den hvile i køleskabet i min. en time.
    Stik små bunde ud af dejen med en rund kageudstikker (4 1/2 cm i diameter).
    Bag bundene i ca. 5 min ved 175 grader, til de er fint gyldne, og lad dem køle helt af.

Citronmousse:

  • Udblød husblassen i koldt vand.
    Bring citronsaft og sukker til kogepunktet i en lille gryde, og tag gryden af varmen.
    Vrid husblassen fri for vand, og rør den ud i den varme citronsirup.
    Sigt siruppen, og lad den køle af til håndvarm.
    Pisk fløden til let skum i en stor skål.
    Tilsæt skyr, og pisk det forsigtigt sammen med flødeskummet.
    Vend lidt af skummet i den håndvarme citronsirup.
    Vend derefter resten i.
    Fordel moussen i halvkugle-silikoneforme (4 cm i diameter), og sæt dem i fryseren natten over.

Limemousse med basilikum:

  • Udblød husblassen i koldt vand.
    Bring limesaft og sukker (på nær 1 tsk) til kogepunktet i en lille gryde, og tag gryden af varmen.
    Vrid husblassen fri for vand, og rør den ud i den varme limesirup.
    Sigt siruppen, og lad den køle af til håndvarm.
    Stød 1 tsk sukker og basilikum til puré i en morter.
  • Kom fløde og basilikumpuré i en stor skål, og pisk det til let skum.
    Tilsæt skyr, og pisk det forsigtigt sammen med flødeskummet.
    Vend lidt af skummet i den håndvarme limesirup.
    Vend derefter resten i.
    Fordel moussen i halvkugle-silikoneforme (4 cm i diameter), og sæt dem i fryseren natten over.

Kirsebærmousse:

  • Udblød husblassen i koldt vand.
    Bring kirsebærsirup, sukker, citronsaft og vaniljekorn til kogepunktet i en lille gryde, og tag gryden af varmen.
    Vrid husblassen fri for vand, og rør den ud i den varme sirup.
    Sigt siruppen, og lad den køle af til håndvarm.
    Pisk fløden til let skum i en stor skål.
    Tilsæt skyr, og pisk det forsigtigt sammen med flødeskummet.
    Vend lidt af skummet i den håndvarme kirsebærsirup.
    Vend derefter resten i.
    Fordel moussen i halvkugle-silikoneforme (4 cm i diameter), og sæt dem i fryseren natten over.

Lakridsmousse:

  • Udblød husblassen i koldt vand.
    Bring lakridssirup, sukker og citronsaft til kogepunktet i en lille gryde, og tag gryden af varmen.
    Vrid husblassen fri for vand, og rør den ud i den varme sirup.
    Sigt siruppen, og lad den køle af til håndvarm.
    Pisk fløden til let skum i en stor skål.
    Tilsæt skyr, og pisk det forsigtigt sammen med flødeskummet.
    Vend lidt af skummet i den håndvarme lakridssirup.
    Vend derefter resten i.
    Fordel moussen i halvkugle-silikoneforme (4 cm i diameter), og sæt dem i fryseren natten over.

Samling af alle moussekager:

  • Tag forsigtigt de frosne moussebomber ud af formen, og placer dem på bundene.
    Lad kagerne tø op i køleskabet.
    Pynt med blomster, lakridspulver, frysetørret bærstøv etc. lige inden servering.

Tip 1: Hvis du kun har en enkelt silikoneform, kan du med fordel lave én portion mousse om dagen og blot flytte moussebomberne over i en boks, når de er frosne, så der er plads til en ny portion i formen. 

Tip 2: Beregn tre moussekager pr. mand – måske fire, hvis dine nytårsgæster er lige så kagesultne som mig.

Tip 3: Har du mon opdaget, at ingen af mousserne er med chokolade? (Jeg er virkelig på dybt vand…) Tænker du ‘ingen desserttapas uden chokolade’, så snup denne opskrift på chokolademousse. Den er nem, ’støbbar’ og smager som en drøm!

I’m working on translating this recipe to english. Until then, Google translate is your friend.

Nytårsdessert: kagetapas moussetapas

25 tanker om "Nytårsdessert: kagetapas"

  1. Marianne

    Tak for din fantastisk inspirerende blog :)
    Jeg vil høre om det er muligt at lave disse mousser på mørdejsbund, hvis jeg ikke ejer en silicone støbeform?

    Svar
  2. Sara Andersen

    Hej Maja.

    Hvad menes der med 1/2 æg? Hvordan gør jeg dette?
    Og hvor køber jeg den kirsebær sirup henne? ?

    Mvh Sara

    Svar
    1. Maja Forfatter

      Kære Sara
      Pisk et æg sammen og brug halvdelen af det, altså ca. 25 g.
      Amarena-kirsebærrene købes i større supermarkeder. Spørg evt efter dem. De sælges nogle steder kun op til jul. Og det er bare siruppen fra kirsebærrene, du skal bruge :)
      GOD fornøjelse!
      Kh Maja

      Svar
  3. Birgitte

    Hej Maja

    Har du et godt råd til at få moussen ud af formen – jeg synes det driller lidt…

    Vh
    Birgitte

    Svar
  4. Simone K

    Du skriver at mousserne bliver til 20-30 bomber, men er det for alle 4 mouser eller 20-30 pr. mousse? :)

    Svar
  5. anja larsen

    Hej Maja

    Jeg er i gang med dessert-tapas til i morgen – Nytårsaften.
    Jeg skal lave 3 af dine flotte desserter/kager.
    Jeg har lige lavet din kirsebærmousse, men jeg oplever det samme som Jeanette – den er meget flydende efter jeg meget forsigtigt har vendt siruppen i. Er din også flydende, når du laver den? Håber en tur i fryseren og husblassen gør underværker. :)
    Godt nytår!

    Mvh.
    Anja

    Svar
    1. Maja Forfatter

      Kære Anja
      Den kan godt virke lidt flydende. Især hvis du bruger en lidt flydende skyr. Der er noget forskel på konsistenserne af skyr-produkter. Men slå koldt vand i blodet. Jeg tror, at den bliver så lækker og fløjlsblød efter en tur i fryseren.

      GODT nytår!

      Kh Maja

      Svar
      1. anja larsen

        Tak for dit hurtige svar. :)
        Du har ret. Jeg lavede en prøve, som jeg lige har prøvet at tage ud af formen og stå ved stuetemperatur. Den er lige som den skal være. Og hold nu op en god smag. MUMS! Er sikker på den bliver et hit i morgen. :)

        Mvh.
        Anja

        Svar
        1. Maja Forfatter

          Det er jeg så glad for at høre. Tak for dejlig feedback! <3 Og dejligt, at du er enig i, at smagen er fantastisk! Håber dine gæster bliver begejstrede! Rigtig godt nytår!

          Søde hilsner Maja

          Svar
  6. Gunhild

    Hei Maja! Tenkte å lage disse i morgen til nyttårsaften. Hadde planlagt å lage bunnene i kveld, fylle de med mousse i morgen tidlig og la de stå i kjøleskapet til servering i morgen kveld. Tror du det går fint, eller skal de helst stå i fryseren til rett før servering? :)

    Svar
    1. Maja Forfatter

      Hej Gunhild
      Moussebomberne er nødt til at skulle en tur i fryseren. Ellers kan du ikke få dem ud af formen. Men du kan godt nå at støbe dem i morgen tidlig, fryse dem i et par timer, tage dem ud af formen, placere dem på bundene og stille dem i køleskabet indtil servering.
      GODT NYTÅR!
      Søde hilsner Maja

      Svar
  7. Diana

    Yummie… ser fantastisk ud!!! ???
    Men hvad kan jeg bruge istedet for Dulce chokoladen?? Den når jeg ikke at få hjem …
    Jeg har ikke så små kupelformer. Er moussene stuft nok at jeg kan stikke dem af med en teske?
    Mange tak :-))

    Svar
  8. Louise Ryge

    Hej Maja
    Jeg har også planer om, at give mig i kast med din super flotte og kreative dessert tapas.
    Men hvor lang tid før skal mousserne tages ud af fryseren, for at man er sikker på, at de er tøet op? :)
    Mvh
    Louise

    Svar
    1. Maja Forfatter

      Juhuu! Så dejligt at høre! De tør lynhurtigt op, når de er så små. Men du kan også sagtens tage dem ud nogle timer før og blot lade dem stå i køleskabet. Det er hvad der passer bedst :)

      Rigtig godt nytår! Søde hilsner Maja

      Svar
  9. Ane Mollerup

    Hej Maja
    Jeg glæder mig til at lave en dessert tapastallerken bestående af lidt forskellige desserter her fra din blog ?
    Hvor lang tid i forvejen tror du, at jeg kan lave bundene? Tænker at lave dem i dag og fryse dem?!?
    Mvh Ane

    P.S. Æææælsker dine opskrifter ?

    Svar
    1. Maja Forfatter

      Du kan sagtens lave dem i dag :) Men du behøver ikke fryse dem – de kan sagtens holde sig i et par dage ved stuetemperatur :)

      Og tusind tusind tak for søde ord!! <3 GOOODT nytår!

      Svar
  10. Stine

    Det lyder lækkert og ser rigtig indbydende ud. Jeg tænker at kaste mig ud i projektet til nytår.

    Hvor lang tid før indtagelse skal man forvente at tage de forskellige mousser ud af fryseren, så de er klar?

    Godt nytår.

    Svar
  11. Anna

    Hej Maja
    Dine mange små kager ser bare fantastiske ud, du er meget dygtig. Jeg ville bare høre om du havde en opskrift på en tynd, ikke for hård, nøddebund, som man kunne bruge til en mynte/lime mousse?
    Nytårshilsner Anna

    Svar
  12. Jannike

    Hej Maja
    Sikke nogle fine små kager! Jeg overvejer at lave dem til nytår .. – MEN; hvilke forme bruger du til de små bunde? Jeg kan ikke helt se ud fra billedet, om det ‘blot’ er små udstukkede ’småkager’ du har lavet, eller noget helt andet? Og til moussen går jeg ud fra, at det er halvkugleformene fra kunst og køkkentøj?

    Knus Jannike

    Svar
    1. Maja Forfatter

      Kære Jannike
      De små bunde er bare udstukket med en rund kageudstikker, ja. Og mousserne er støbt i halvkugleforme fra Kunst og Køkkentøj. Du har ret i begge gæt :)
      Hvis du ender med at lave dem til nytår, så rigtig god fornøjelse! Håber de bliver en succes!
      Kh Maja

      Svar
      1. Jannike

        Tak!! I ingredienslisten til lakridsmoussen står der ikke noget med vaniljekorn, men det gør der i fremgangsmåden – skal det med, og i så fald hvor meget?

        Kh :-)

        Svar
        1. Maja Forfatter

          Kære Jannike
          Der var sneget sig en fejl ind. Jeg plejer ikke at tilføje vanilje i lakridsmoussen. Men jeg tror ikke, at den bliver ringere af det, hvis du har nået at gøre det :)
          Kh Maja

          Svar
  13. Jeanette

    Fantastisk flotte – jeg har lige prøvet at lave kirsebærmoussen – den blev dog helt flydende og skulle hældes i formen – efter at have pisket fløden let og vendt skyr i forsigtigt – skal den være flydende ?

    Svar
    1. Maja Forfatter

      Kære Jeanette
      Jo mere luft du slår ud af flødeskummet, desto mere flydende bliver den. Så vend siruppen meget forsigtigt i – og så få ‘vendinger’ som muligt. Så bliver den knap så flydende og mere cremet i konsistensen :) Har du smagt på den, efter den har været i fryseren? Håber du er lige så vild med smag og konsistens som mig :)
      GODT nytår!
      Kh Maja

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *