Små hindbærtærter med hjerteswirl

tærter med hjerteswirl og kærnemælksganache

Små, hindbærforkælede kærnemælkstærter med kærlighedsbudskab. Med knasende havrekiksebund, hjerter af syrligsød hindbærsirup og en lækker, cremet kærnemælksganache, du simpelthen må love mig at smage. Den er genial.

Tærterne smager lidt af koldskål og meget af sommer. Lige hvad jeg trænger til. Mon jeg er den eneste?

Små hindbærtærter med hjerteswirl

4 små tærter

Ingredienser

Kiksebund:

  • 100 g havrekiks
    50 g smør
    1 nip salt

Hindbærsirup:

  • 50 g hindbær
    25 g sukker

Kærnemælksganache:

  • 100 g hvid chokolade
    50 g piskefløde
    40 g kærnemælk
    1 nip salt

Fremgangsmåde

Kiksebund:

  • Blend kiks til krummer, og kom dem i en skål.
    Smelt smørret, og rør det i kiksekrummerne.
    Fordel massen i små tærteforme (7 cm i diameter), og tryk den godt sammen med fingrene.
    Kom bundene i køleskabet, mens du laver fyldet.

Hindbærsirup:

  • Bring hindbær og sukker i kog i en gryde, og kog det ind til en sirup.
    Kom siruppen på glas, og sæt den på køl.

Kærnemælksganache:

  • Smelt chokoladen i en skål over vandbad, og tag skålen af varmen.
    Bring fløde og salt til kogepunktet i en lille gryde, og hæld det over chokoladen.
    Vent et øjeblik.
    Rør rundt i midten af skålen med en dejskraber, til ganachen samler sig og får en smuk, blank overflade.
    Vend kærnemælk i, og stavblend ganachen.
    Fordel ganachen i de fire tærtebunde, og stil tærterne på køl i ca. ½ time, så ganachen sætter sig en smule.
    Kom hindbærsiruppen i en sprøjtepose med lille rund tylle, og sprøjt små dutter ud på en af tærterne i en spiral.
    Kør en tandstik igennem dutterne – uden at løfte undervejs. (Start i midten og bevæg den udad.)
    Gentag med resten af tærterne.
    Sæt tærterne tilbage i køleskabet, og lad dem stå 3-4 timer eller natten over.

Tip 1: Prøv evt. at tilsætte lidt rålakridspulver i kiksebunden. Det er slet ikke dumt!

Tip 2: Kom evt. et lille lag hindbærsirup/hindbærsyltetøj/hindbærgelé under kærnemælkeganachen.

(Opskriften er udviklet til og bragt i ‘Spis og Bo’ i Politiken.)

tærter med hjerteswirl og kærnemælksganache

2 tanker om "Små hindbærtærter med hjerteswirl"

  1. Sara Christensen

    Kære Maja
    Hvor lang tid i forvejen kan man lave de fine tærter, tror du? Uden at bunden bliver for blød, mener jeg.
    Vh Sara

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *