Små jordbærtærter

Jordbærtærte

Efter et par vidunderlige, men virkeligt hårde måneder i skrivehi er jeg endelig tilbage og klar på at dele en masse nye, søde opskrifter med jer. ‘Majas kager’ sendes i trykken meget snart og skal, til september, fejres med et brag af en fest. Jeg håber sådan, I vil være med!

Jeg er ked af min lange tavshed herinde. Heldigvis plejer I at være så søde og forstående, at det næsten er til at tude over. Tak fordi I bærer over med mig og holder ud. I er guld! Nu vil jeg tage revanche, dele en masse nye sager med jer og forhåbentligt lokke jer en tur i køkkenet eller tre.

I dag får I opskriften på små, sommerlige jordbærtærter med saftig mandelfrangipane og cremet, vaniljeprikket koldskålsganache. Vi spiste dem i sidste uge, mens vi fejrede manusaflevering (og mandag). Min mand var svært begejstret, og Sia Sky ligeså. Skynd dig at bage dem, mens jordbærrene er saftige og fulde af sødme!

P.S. Om ikke særlig længe sker meget store forandringer herinde, og jeg er ved at boble over af spænding og glædning. Mens min mand knokler løs for at blive færdig med teknikken, bager jeg lige et par kager mere…

Jordbærtærte

Små jordbærtærter

10 små tærter

Ingredienser

Mørdej:

  • 125 g hvedemel
    25 g mandelmel
    50 g flormelis
    75 g koldt smør
    1 knivspids salt
    1⁄2 æg

Frangipane:

  • 50 g mandelmel
    50 g sukker
    50 g blødt smør
    1⁄2 æg
    1 nip salt
    1 spsk amaretto

Koldskålsganache:

  • 150 g Ivoire 35 % fra Valrhona eller anden hvid chokolade
    75 ml piskefløde
    50 ml kærnemælk
    korn af ½ vaniljestang
    1-2 spsk citronsaft

Pynt:

  • friske jordbær
    flormelis

Fremgangsmåde

Mørdej:

  • Kom hvedemel, mandelmel, flormelis, smør og salt i en blender, 
og blend det hurtigt sammen.
    Saml dejen med ægget.
    Rul dejen tyndt ud mellem to stykker bagepapir, og lad den hvile i køleskabet i min. 1 time.
    Beklæd små tærteringe (5-6 cm
i diameter) med dejen, og prik bundene med en gaffel.
    Sæt tærtebundene i køleskabet, mens du laver frangipanen.

Frangipane:

  • Kom mandelmel, sukker, smør, æg, salt og amaretto i en skål, og pisk
 det let og luftigt.
    Smør frangipanen ud i et tyndt lag i bundene, og bag tærterne i ca. 20 minutter ved 175 grader, til de er dejligt gyldne.
    Lad dem køle helt af.

Koldskålsganache:

  • Hak chokoladen fint, og kom den i en skål.
    Bring fløde og vaniljekorn til kogepunktet i en lille gryde, og hæld det over chokoladen.
    Vent et øjeblik.
    Rør rundt i midten af skålen med en dejskraber, til ganachen samler sig og får en smuk, blank overflade.
    Vend kærnemælk i, og smag til med citronsaft.
    Stavblend ganachen, og fyld den i tærterne oven på franigpanen.
  • Stil tærterne i køleskabet i et par timer, til ganachen har sat sig.

Pynt:

  • Skær jordbær i tynde skiver med et mandolinjern eller en skarp knip, og lav små jordbærroser af dem.
    Placer jordbærroserne på tærterne, og sigt flormelis udover.

Tip: Jeg bager altid mine tærter i perforerede tærteringe. De er så nemme at arbejde med og giver et knivskarpt look. 

Tip: Når jordbærsæsonen er ovre, kan jordbærroserne snildt erstattes af andre søde, røde bær. Kirsebær og hindbær er f.eks. herlige suppleanter. 

Indlægget indeholder affiliatelinks.

12 tanker om "Små jordbærtærter"

  1. Tanja

    Stort tillykke med den kommende bog! Jeg kan godt forstå, afleveringen af manus skulle fejres med maner. Det må da også være kæmpestort at blive færdig med sådan et projekt. Jeg glæder mig meget til at læse den (og kigge på billederne ikke mindst). :-) Og bliver nødt til lige at nævne, at jeg da er helt på toppen over ordet “glædning”. Det ord møder man da alt for sjældent. :-)

    Svar
    1. Maja Forfatter

      Kære Tanja
      Ja, det er meget stort. Tusind tak for lykønskningen! Og ja, glædning er et vidunderligt ord. Lad os lige få brugt det meget mere :) :)
      Ha’ en smadderdejlig weekend!
      Kh Maja

      Svar
  2. Tanja

    Hvor ER de altså fantastisk flotte. Elsker simpelthen at kigge på dine kager 😊 Det er altid en fryd for øjet. Det er umuligt at finde så smukke kager andre steder. Jeg er dog ikke selv særlig god til pynt, så springer den faktisk ofte over, når jeg laver kager – det var måske ikke lige dig, jeg skulle skrive det til 😉 Men de dele af dine opskrifter, jeg laver, smager altid skønt 😊

    Svar
    1. Maja Forfatter

      Hvor er det sødt sagt. Mange tak! :)

      Og jo, man er altid velkommen til at springe pyntedelen over. Smagen er jo trods alt den vigtigste :) TAK for dejlig feedback. Og GOD weekend!

      Kh Maja

      Svar
  3. Mari

    Dejligt at “høre” fra dig igen:-)

    Kan man i stedet for små tærte bage i en 20 cm rund tærteform og vil ingredienserne passe dertil?

    Svar
    1. Maja Forfatter

      Og DEJLIGT at høre fra dig igen, søde Mari. Ja, tror de vil passe nogenlunde :) Goood fornøjelse! <3

      Svar
  4. Anne-Marie

    Ih hvor er det dejligt du er tilbage. Tærterne ser så lækre ud. Har du et billede/ link til de perforerede tærteforme? Er det lidt som dem til flutes?

    Svar
  5. Nina Marie Marvin

    Hvor er de flotte,dem vil jeg prøve at tilberede i morgen.Jeg har så mange jordbær i haven(helt fantastisk mange i år) så nye opskrifter er dejlige.Vi spiser jordbær(senga sengana) morgen på ymeren,frokost fx jordbærmad på rugbrød og til middag fx en rigtig dejlig salat med stegt grillost,jordbær med peber og balsamico og en masse ny plukket salat og selvfølgelig til dessert ; ) Jeg har syltet jordbær syltetøj med citron og vanillie,jordbærmarmelade med appelsinsaft og vanillie,dejlig jordbær is og min fryser er proppet til randen ;) med det er jo bare et dejligt problem ; )
    Jeg kan næsten ikke vente til det bliver september og din nye bog kan købes,jeg køber den for kan ikke vente til min fødselsdag i oktober Hihi Mange søde sommer hilsner Nina marie

    Svar
    1. Maja Forfatter

      Øjj, hvor er I heldige. Gid det var mig, der havde jordbær i haven. Jeg har hverken jordbær eller en have ;)

      Og fantastisk, at du vil købe bogen selv. TAK <3 Jeg er stor fortaler for selvforkælelse :)

      NYD sommeren og de mange lækre jordbær!

      Sødeste hilsner Maja

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *