Spiselige julegaver: varm chokolade i glas

Spiselige julegaver: varm chokolade

Jeg er pjattet med hjemmelavede julegaver. Især de (søde) spiselige af slagsen.

Min favoritgave sidste år var ikke den smukke ring fra min mand (undskyld Jakob!), men snarere de hjemmelavede syltede rødbeder i ’stjålne’ glas – foræret af min fattige svoger.

Ikke alene fordi de smagte genialt godt, men også fordi han havde lagt tid og hjerte i gaven.

Hele fem timers kamp i køkkenet for at være helt præcis.

Disse små glas med ‘varm chokolade’ er knap så tidskrævende, men stadig en superfin, lille værtinde- eller julegave.

Lidt rørsukker, lidt kakaopulver, en håndfuld chokolade, en lille kanelstang, et patentglas, et bånd og et sejt label/sirlig håndskrift – et voilà, julegaven til moster Maren er i hus.

Varm chokolade i glas

1 lille patentglas – 1 kop

Ingredienser

  • 5 g rørsukker
    5 g kakaopulver
    20 g mørk eller mælkechokolade
    evt. kanelstang

Fremgangsmåde

  • Kom rørsukker i bunden af et patentglas, dernæst kakaopulver og til slut hakket chokolade.
    Luk glasset, og bind en lille kanelstang omkring.
  • Forær til en kær!

Til glasset

  • Label:
    “VARM CHOKOLADE med julesmag”
  • Vejledning:
    “Kom alle ingredienser i en kop, og tilsæt 150 ml meget varm mælk.”

spiseligegavervarmchokolade4S