Tag-arkiv: chokoladetærte

Nytårsdessert: Chokoladetærter med peanuts og passionsfrugt

Nytårsdessert: chokoladetærte med peanutbutter og passionsfrugt

Ikke særligt sjældent får jeg en skør idé. Især om natten, når resten af huset sover, får jeg tusindevis af mere og mindre vanvittige idéer – og jeg prøver at grifle ned og tegne løs for at huske dem alle. Om morgenen, når idéerne skal realiseres, føles de fleste knap så geniale som om natten… og resten er som regel glemt.

Derfor hopper jeg ofte i køkkenet, selv om klokken peger på nat. Prøver en idé af, mens den er brandvarm. Som med disse tærter. Tanken var at tage en tærte, skære den skråt og skarpt over på midten og pynte hver halvdel på to vidtforskellige måder. Om idéen var (for) tosset eller ej, lader jeg være op til dig.

Den ene tærte er fyldt med fløjlsblød og sød peanutbutterganache (1), den anden med dejlig syrlig passionsfrugtganache (2). Ellers er de helt ens. Samme kakaokiksebund, samme pynt (med mælkechokoladeganache på den ene halvdel og chokoladekugler på den anden). På peanutbuttertærten har jeg penslet de små chokoladekugler med spiseligt glimmer. Et lille tip, du kan tyvstjæle og bruge på din nytårsdessert, hvis den mangler lidt bling!

TAK for jeres mange vanvittigt søde kommentarer (og spørgsmål) til alle mine nytårsdesserter! Både her på bloggen, på Instagram, på Facebook og på mail. Jeg er så glad for at kunne inspirere og hjælpe og prøver virkelig at svare jer alle så hurtigt som overhovedet muligt. (Men bær over med mig, hvis jeg ikke får svaret med det samme. Jeg har – indtil videre – kun 24 timer i døgnet.)

Husk at ‘tagge’ mig (#majachocolat eller #majavase) på Instagram, hvis I laver én af mine nytårsdesserter! Så bliver jeg meget-meget-meget glad!

De kærligste hilsner Maja

P.S. For at undgå nytårskatastrofer af Rachel-karakter skærer jeg det lige helt ud i pap: Lav en kakaokiksebund, fyld den halvt op med enten peanutbutterganache (1) eller passionsfrugtganache (2), og top tærten med mælkechokoladeganache, chokoladeperler og blomster. (Om du laver det skæve look eller ej, står dig helt frit for.) Mængderne nedenunder svarer til én tærte!

Nytårsdessert: chokoladetærte med peanutbutter og passionsfrugt

Nytårsdessert: chokoladetærte med peanutbutter og passionsfrugt

Chokoladetærter med peanuts og passionsfrugt

10 personer pr. tærte

Ingredienser

Kakaokiksebund:

  • 150 g havrekiks
    5 g kakaopulver
  • 50 g smør
    1 nip salt

Peanutbutterganache (1):

Passionsfrugtganache (2):

Mælkechokoladeganache:

Pynt:

Fremgangsmåde

Kakaokiksebund:

  • Blend kiks til krummer, og kom dem i en skål.
    Tilsæt kakaopulver og salt, og bland det hele sammen.
    Smelt smør, og rør det i massen.
    Fordel kiksemassen i en tærteform (25 x 8 cm), og tryk den godt sammen med fingrene.
    Kom bunden i køleskabet, mens du laver ganachen.

Peanutbutterganache:

  • Smelt chokolade og peanutbutter i en skål over vandbad, og tag skålen af varmen.
    Bring fløde til kogepunktet i en lille gryde, og hæld det over peanutbutterchokoladen.
    Rør rundt i midten af skålen med en dejskraber, til ganachen samler sig og bliver smuk og blank.
    Fordel ganachen i tærtebunden, og sæt den i køleskabet 3-4 timer eller natten over.

Passionsfrugtganache:

  • Smelt chokolade i en skål over vandbad, og tag skålen af varmen.
    Bring fløde og passionsfrugtsaft til kogepunktet i en lille gryde, og hæld det over chokoladen.
    Rør rundt i midten af skålen med en dejskraber, til ganachen samler sig og bliver smuk og blank.
    Fordel ganachen i tærtebunden, og sæt den i køleskabet 3-4 timer eller natten over.

Mælkechokoladeganache:

  • Smelt chokolade i en skål over vandbad, og tag skålen af varmen.
    Bring fløde til kogepunktet i en lille gryde, og hæld det over chokoladen.
    Rør rundt i midten af skålen med en dejskraber, til ganachen samler sig og bliver smuk og blank.
    Stavblend evt. ganachen.
    Tag tærten ud af køleskabet.

Pynt:

  • Skær et skråt snit i tærten med en skarp kniv.
    Lad kniven (eller noget andet plant) sidde i spænd mellem de to tærtestykker.
    Kom et tyndt lag mælkechokoladeganache på den ene halvdel.
    Placer sirligt små chokoladekugler på den anden halvdel.
    Pynt med blomster og glimmer/frysetørret støv.

Chocolate tarts with passionfruit and peanutbutter

I’m working on translating this recipe to english. Until then, Google translate is your friend.

Nytårsdessert: chokoladetærte med peanutbutter og passionsfrugt

Indlægget indeholder affiliatelinks!

Chokoladetærte med hindbær

Hindbærtærte chokolade

Sprød kakaokiksebund og sød mælkechokoladetrøffel med syrligt strejf af hindbær.

Friske bær, saltet chokoladekaramel og rød skovsyre.

Enkelt, elegant og komplet umulig at holde fingrene fra.

I få sekunder var den en del af kagebuffeten – og så var den væk!

Jeg laver den snart igen.

Hindbærtærte chokolade

OPSKRIFT

8 personer

Kakaokiksebund:
200 g havrekiks
10 g kakaopulver
1 nip salt
75 g smør

Mælkechokoladeganache med hindbær:
250 g Jivara fra Valrhona eller anden mælkechokolade af god kvalitet
100 ml piskefløde
50 ml hindbærpuré (uden kerner)

Saltet chokoladekaramel:
100 ml piskefløde
60 g sukker
1 spsk glukosesirup
1/3 tsk salt
100 g Jivara fra Valrhona eller anden mælkechokolade af god kvalitet

Pynt:
friske hindbær
friske ribs
frysetørret hindbærpulver
rød skovsyre

Kakaokiksebund:
Blend kiks til krummer, og kom dem i en skål. Rør kakaopulver og salt i.
Smelt smør, og bland det med kiksekrummer.
Placer en tærteform uden bund (20 cm i diameter) på et skærebræt beklædt med bagepapir, og fordel massen heri.
Tryk den godt sammen med fingrene.
Kom bunden i køleskabet, mens du laver ganachen.

Mælkechokoladeganache:
Hak chokoladen fint, og kom den i en skål.
Bring fløde i kog i en gryde, og hæld det over chokoladen.
Rør rundt i midten af skålen, indtil ganachen samler sig og får en smuk, blank overflade.
Rør hindbærpuré i – lidt ad gangen.
Fordel ganachen ovenpå kiksebunden, og sæt tærten på køl i mindst fire timer eller natten over.

Saltet chokoladekaramel:
Opvarm fløden, og sæt den til side.
Smelt sukker til gylden karamel i en gryde.
Tag straks gryden af varmen, og tilsæt den varme fløde lidt ad gangen – under konstant omrøring.
Tilsæt glukosesirup og salt.
Hak chokoladen fint, og kom den i en skål.
Hæld den varme karamel over chokoladen, og rør rundt i midten af skålen, indtil massen samler sig og får en smuk, blank overflade.
Sæt chokoladekaramellen på køl to-tre timer eller natten over, og kom den i en sprøjtepose med rund tyl.

Umiddelbart inden servering:
Pynt kagen med små dutter af saltet chokoladekaramel, friske hindbær, friske ribs, frysetørret hindbærpulver og rød skovsyre.
Placer elementerne i en halvmåne som mig – eller mere tilfældigt.
Begge dele ser drøngodt ud!

Tip: Der vil være en del saltet chokoladekaramel til overs. Gem den og brug den som kagepynt, i macarons, på pandekager, i fyldte chokolader etc.

Tip: Vær opmærksom på, at tærten skal laves mindst én dag før servering – og med fordel kan laves flere dage i forvejen. 

Hindbærtærte chokolade

Indlægget indeholder affiliatelinks.

Chokolade brûlée tærte

Chokolade crème brûlée tærte

Toplækker tærte, der lidt er en hybrid mellem en chokoladetærte og en crème brûlée.

Under det knasende sprøde sukkerlåg gemmer sig silkeblød chokoladeganache og karamelliserede mandler.

Ren lykke!

Pynt den med spiselige blomster, og få forårsstemning og solstråler i maven!

Pssst! Den er også glutenfri! 

Chokolade crème brûlée tærte

10 personer

Mandelbund:
1 æggehvide
50 g flormelis
ca. 175 g mandler

Karamelliserede mandler:
100 g mandler
100 g sukker
1 knivspids salt

Ganache:
250 g Caraïbe fra Valrhona eller mørk chokolade af god kvalitet
250 ml piskefløde
50 g glukosesirup

Brûléelag:
ca. 3 spsk rørsukker

Pynt:
Spiselige blomster, f.eks. skovsyre og stedmoderblomster

Bund:
Pisk æggehvide og flormelis godt sammen i en skål.
Blend mandler til mel, og vend mandelmelet i dejen. (Hvis dejen er for klistret til at rulle ud, så tilsæt lidt mere mandelmel.)
Rul dejen ud mellem to stykker bagepapir, og beklæd en rektangulær tærteform (ca. 35 cm x 10 cm).
Prik bunden med en gaffel, og bag den ved 150 grader i 12-15 min.

Karamelliserede mandler:
Smut mandlerne, og rist dem ved 200 grader i ca. 5 min.
Smelt sukker til karamel i en gryde, og tag den af varmen.
Vend nødder og salt deri, og hæld straks massen ud på et stykke bagepapir.
Lad de karamelliserede mandler køle helt af, og hak dem groft.
Fyld dem i tærtebunden.

Ganache:
Hak chokoladen groft, og kom den i en skål.
Bring piskefløde og glukosesirup langsomt i kog, og hæld det over chokoladen.
Rør energisk i midten af skålen, indtil massen samler sig og får en smuk, blank overflade.
Fordel ganachen oven på de karamelliserede mandler, og sæt tærten i køleskabet 3-4 timer eller natten over.

Ved servering:
Fordel et tyndt lag sukker oven på ganachen, og brænd forsigtigt med en blowtorch, indtil sukkeret er karamelliseret.
Pynt med spiselige blomster, og server straks!

Chokolade crème brûlée tærte

Indlægget indeholder affiliatelinks.

Chokoladetærte med saltlakridskaramel

Salt lakridskaramel tærte

Denne frække frøken er min nye favoritkage.

Hun gemmer på et lag chewy lakridskaramel, silkeblød og sød mælkechokoladeganache og strejf af salt.

Tre ting jeg er temmelig tosset med!

Karamellen kræver lidt kærlig opmærksomhed, men kagen er hvert et sekund værd.

Fremtryl den f.eks. i påskeferien, og spis den sammen med dine særlige!

Salt lakridskaramel tærte

INGREDIENSER

Antal: ca. 6 personer

Opskriften er lavet til en rund tærteform (17 cm i diameter). Jeg har bagt dobbeltportion og lavet den i en rektangulær tærteform (11 x 35 cm).

Mørdej:
100 g mel
10 g kakaopulver
50 g sukker
1 knivspids salt
50 g smør
2 æggeblommer
(tørre bønner til bagning)

Lakridskaramel:
130 g sukker
40 g Bülow salt lakridssirup
100 ml fløde
1 knivsspids salt
10 g smør

Mælkechokoladeganache:
100 g mælkechokolade
50 ml fløde

Mørdej:
Bland mel, kakaopulver, sukker og salt i en skål.
Gnid smørret ind i de tørre ingredienser, og saml dejen med æggeblommer.
Rul dejen til en kugle, pak den ind i husholdningsfilm og den hvile i køleskabet i ca. 1 time.
Rul dejen ud mellem to stykker bagepapir, og beklæd formen med den.
Prik bunden med en gaffel, læg stanniol over, og fyld tørre bønner ovenpå.
Bag bunden ved 180 grader i 10 minutter, fjern så bønner og stanniol, og bag videre i 10 min.
Lad bunden køle helt af, mens du laver lakridskaramellen.

Lakridskaramel:
Kom sukker, lakridssirup, fløde og salt i en gryde, og bring det i kog under omrøring.
Når massen begynder at koge, så skru lidt ned for varmen og stop med at røre.
Når massen har en temperatur på 115 grader, så kom smørret i, rør rundt og tag massen af varmen.
Hæld den i tærtebunden, og sæt den på køl et par timer.

Mælkechokoladeganache:
Smelt chokoladen i en skål over vandbad.
Bring fløde i kog i en lille gryde, og hæld langsomt fløden over chokoladen, mens du rører.
Rør rundt indtil massen er homogen.
Kom ganachen oven på karamellaget, og sæt formen tilbage i køleskabet et par timer.
Pynt tærten med havsalt, og servér.

Salt lakridskaramel tærte 

Chokoladetærte med pistaciepraliné

Chokoladetærte med pistaciepraliné

Indimellem glemmer jeg mit hoved.

Om det er den famøse ammehjerne eller ren og skær glemsomhed, aner jeg ikke.

Men jeg formår at glemme noget hver eneste gang, jeg tager ud ad døren.

Bleer, iPhone, vanter, hue, halstørklæde, sut, skiftetøj til Sia, dankort… og nu også tærte!

En chokoladetærte med sprød kakaomørdej, silkeblød chokoladeganche og knasende pistaciepraliné, som jeg havde bagt særligt til mine søde svigerforældre og sådan glædet mig til at give dem.

Den står stadig i køleskabet og glor.

Jeg tror, at jeg napper et stykke til morgenmad. Som trøst. Og fordi den er fin og grøn. Og fordi den smager virkelig vidunderligt.

Chokoladetærte med pistaciepraliné

INGREDIENSER

Tærtebund:

100 g mel

30 g flormelis

15 g kakao

50 g smør

2 æggeblommer

 

Pistaciepraliné:

90 g sukker

75 g grønne usaltede pistacienødder

 

Pistaciepralinéfyld:

75 ml fløde

100 g mælkechokolade

75 g pistaciepraliné (opskrift lige ovenover)

 

Chokoladeganache:

55 ml fløde

50 g mørk chokolade

 

Tærtebund:

Bland mel, flormelis og kakao i en skål.

Smuldr smør i dejen, og saml den med æggeblommer.

Rul dejen til en kugle, og sæt den i køleskabet en time.

Rul dejen ud mellem to stykker bagepapir, og beklæd en tærteforme (17 cm i diameter) med den.

Fjern overflødig dej fra formenes kanter med fingerspidserne.

Prik bunden med en gaffel.

Læg stanniol over dejen, og fyld formen op med bønner.

Bag tærtebunden ved 180 grader i 10 minutter med stanniol, og dernæst 10 min uden.

Afkøl bunden helt.

 

Pistaciepraliné:

Fordel pistacienødder på et skærebræt med bagepapir.

Smelt sukker til karamel på en pande, og hæld det over nødderne.

Lad det afkøle helt, og blend det.

 

Pistaciepralinéfyld:

Hak chokolade fint, og kom den i en skål.

Bring fløde i kog i en lille gryde, og hæld den langsomt over chokoladen, mens du rører.

Rør rundt, til chokoladen er opløst.

Rør pistaciepraliné i, og fyld massen i den afkølede tærteform.

Sæt formen i køleskabet mindst 2 timer – gerne længere.

 

Chokoladeganache:

Hak chokolade fint, og kom den i en skål.

Bring fløde i kog i en lille gryde, og hæld den langsomt over chokoladen, mens du rører.

Rør rundt, til chokoladen er opløst.

Fyld ganachen oven på pistaciepralinéfyldet, og sæt formen tilbage i køleskabet.

Lad den sætte sig i et par timer.

Pynt den med resten af pistaciepralinéen lige inden servering.

Chokoladetærte med pistaciepraliné

Chokoladetærte med friske figner

Figentærte med mørk chokolade

Barsel er lig med bagetid. I hvert fald indtil baby dukker op.

I dag har jeg bagt en lille efterårstærte med sprød mandelsød bund, intens chokoladesmag og farvefine friske figner.

Fignerne kan serveres friske eller grillede. Begge dele smager skønt.

Er du ikke figenfan, så pynt med smukke sensommerbær eller små æblestykker i stedet.

Figentærte med mørk chokolade

Ingredienser (cirka 6 personer)

Mandelbund:

125 g mandler

30 g smør

30 g sirup (eller honning)

knivspids salt

 

Chokoladeganache:

75 g mørk kvalichokolade

75 ml fløde

 

Grillede figner:

4 friske figner

Lidt sukker

 

Tærteform (17 cm i diameter)

 

Mandelbund:

Blend mandler til mandelmel, og kom det i en skål.

Smelt smør og sirup i en gryde, og hæld det ned til mandelmelet.

Tilsæt salt, og rør rundt – til du har en sammenhængende dej.

Smør formen med lidt smør, og kom dejen deri.

Tryk dejen på plads med fingerspidserne.

Prik bunden med en gaffel, og bag den ved 175 grader i cirka 12 min.

Stil den på køl, mens du laver ganachen.

 

Chokoladeganache:

Hak chokoladen groft, og kom den i en skål.

Bring fløde i kog, og hæld den over chokoladen.

Rør rundt indtil chokoladen er smeltet – og ganachen er homogen.

Fyld den i mandelbunden, og sæt tærten på køl et par timer.

 

Grillede figner:

Skær fignerne i små både, og anbring dem på en bageplade beklædt med bagepapir  – med snitfladen opad.

Drys lidt sukker på figenbådene, og grill dem i cirka 5 min.

Pynt chokoladetærterne med fignerne, og servér.

Figentærte med mørk chokolade

 

Hindbær-petit four

Tærte med chokolade og hindbær

Må man ikke godt tyvstarte lidt på sommeren, hvis man virkelig-virkelig savner den?

Jeg storhygger med en sødhedsveninde, spiser choko-sager med hindbær og snakker om sommer. Og solskinslykke. Og bare tæer i græs. Aaaaaah.

Hindbærerne kom jeg til at købe i torsdags, da humøret var i bund og selvmedlidenheden i top.

Selv om de er fra Belgien buuuh, hjalp de faktisk lidt. Og sammen med sprøde Amedei Toscano Brown-bunde, ristede hasselnødder og sød Amedei Toscano Brown-ganache smager de altså ret så skønt.

Jeg tæller dog ned til, at jeg kan hoppe i yndlingshaven og hamstre direkte fra hindbærbusken.

Håber din søndag er fuld af skønhed!

Tærte med chokolade og hindbær

Ingredienser (4 stk.)

Bunde:

70 g hasselnødder

100 g Amedei Toscano Brown eller anden lækker mælkechokolade

 

Fyld:

20 frosne hindbær

50 g Amedei Toscano Brown eller anden mælkechokolade

25 g fløde

Evt. friske hindbær (som pynt)

 

Bunde:

Rist nødderne kort i ovnen.

Blend 50 g til nøddelmel, og hak de sidste 20 g groft.

Smelt chokoladen over vandbad, og lad det køle lidt af (til en temperatur på 32 grader, hvis du har et sukkertermometer).

Bland 70 g smeltet chokolade og nøddemel.

Fordel nøddechokoladen i minitærteforme (ca. 7 cm i diameter), og sæt dem på køl.

Løsn chokoladebundene ved at trykke lidt på formene, og tag dem ud.

Dyp kanterne i resten af den smeltede chokolade, og pynt med grofthakkede nødder.

Sæt bundene på køl igen, mens du laver fyldet.

 

Fyld:

Bring de frosne hindbær i kog i en gryde, og mos dem til puré.

Afkøl  hindbærpuréen, og fordel det i bundene. (Men efterlad plads til chokoladeganche.)

Hak chokoladen fint, og hæld det i en skål.

Bring fløde i kog i en gryde, og hæld det over den hakkede chokolade.

Rør rundt, indtil chokoladen er smeltet.

Lad ganachen køle lidt af, og fordel den oven på hindbærpuréen.

Sæt de færdige petit fours på køl indtil servering.

Pynt med et friskt hindbær, og servér dem gerne sammen med et par kugler (vanilje)is.

Tærte med chokolade og hindbær

Minitærter med chokoladeganache og mandelbund

Chokoladetærter

Alt med mandelmel står højt på min juhuu-liste.

Jeg er vild med smagen af mandler – og med tanken om, at de kan trylle kager og bagværk glutenfri, sundere – og lækrere.

Normalt laver jeg mandelmel selv med hjælp fra Hr. Blender.

Men disse små tærter er lavet på mandelmel foræret af Dr. Oetker.

Mandelmelet kan købes i små fine poser, hvilket er super smart, hvis du har travlt eller ikke er i smutte-mandler-og-blende-humør.

Chokoladetærter

De små chokoladetærter er super simple at lave: mandelbundene består af tre ingredienser – og chokoladefyldet to. Meget nemmere bliver det ikke.

Mandelbundene kan også fyldes med karamel, hvid chokoladeganache eller noget helt tredje.

Jeg har allerede et par andre idéer, der skal realiseres.

Chokoladetærter med mandelbund

Fyldet i disse er en mørk chokoladeganache lavet på én af mine yndlingschokolader Amedei Chuao.

Chokoladen er et fremtrædende element i tærten – derfor er det vigtigt at bruge en chokolade af god kvalitet.

 

Ingredienser (6 minitærter)

Mandelbunde:

100 g mandelmel

2 spsk smør

2 spsk sukker

 

Chokoladeganache:

100 g mørk chokolade (af god kvalitet)

100 g piskefløde

 

Mandelbunde:

Smelt smørret, og bland alle ingredienser i en skål.

Smør de små tærteforme med smør, og fyld dejen deri.

Tryk dejen på plads med fingerspidserne.

Prik bundene med en gaffel, og bag dem ved 175 grader i cirka 12 min.

 

Chokoladeganache:

Hak chokoladen groft, og hæld den i en skål.

Bring fløde i kog, og hæld den over chokoladen.

Rør rundt indtil chokoladen er smeltet – og ganachen er homogen.

Lad den køle lidt af.

Fyld den i mandelbundene, og sæt dem på køl et par timer.

Pynt med hindbær.

Chokoladetærter med mandelbund

Chokoladetærter med mandelbund