Tag-arkiv: tærte

Nytårsdessert: solbærtærte med saltkaramel

Nytårsdessert solbærtærte med saltkaramel

Om ni dage er det nytårsaften og tid til én af årets allervigtigste retter: nytårsdesserten. I mine øjne må nytårsdesserten gerne være ganske særlig. Ekstra lækker, ekstra festlig, ekstra glitrende. Jeg vil derfor de næste ni dage dele nye, fine nytårsdesserter med jer hver eneste dag. Måske holder jeg en enkelt pausedag juleaften (hvis altså jeg kan finde ud af det…) Men alle andre dage vil jeg overdynge jer med nytårsdesserter og håbe, at I vil lade jer inspirere og gøre kunsten efter. Jeg har allerede ærmet og hovedet fuldt af fine, festlige, finurlige desserter – og jeg glæder mig vanvittigt til at vise jer dem!

Første nytårsdessert i rækken er denne solbærtærte med saltkaramel. Den består af fire elementer: smørsprød mandelmørdej, fløjlsblød og sød saltkaramelganache, intens solbærganache og let og syrlig solbærmousse. Alene en enkelt bid byder på store smagsspark af den både syrlige, søde og salte slags – og jeg må indrømme, at jeg selv er helt solgt.

Julekram med nytårsstrejf,

Maja

Nytårsdessert solbærtærte med saltkaramel

Overvejer du at kaste dig ud i tærten, så er her lidt tips og tricks:

1. tip: Alle elementer kan med fordel laves dagen før, så du blot skal nøjes med at samle og pynte tærterne på selve dagen. (Solbærmoussen kan faktisk laves allerede nu og bare opbevares i fryseren.)

2. tip: Vil du forenkle tærten, så drop solbærganachen og ‘nøjes’ med tre lag.

3. tip: Vil du gøre desserten vildere, så server en kugle god vaniljeis ‘on the side’. 

4. tip: Er du ikke solbærbegejstret, kan du sagtens erstatte solbær med andre syrlige bær. Ribs ville f.eks. også rocke.

5. tip: Jeg bager mørdejen i små, perforerede tærteringe og støber moussen i ca. samme størrelse cylinder-silikoneforme, som jeg blot fylder halvt op med mousse. Begge dele kan købes i Kunst og Køkkentøj.

Nytårsdessert: små solbærtærter med saltkaramel

8-10 små tærter

Ingredienser

Solbærmousse:

  • 2 blade husblas
    100 g frosne solbær
    50 g sukker
    korn af 1/2 vaniljestang
    1 spsk citronsaft
    75 ml piskefløde
    75 g skyr/græsk yoghurt

Mørdej:

  • 125 g hvedemel
    25 g mandelmel
    50 g flormelis
    75 g smør, koldt
    1 knivspids salt
    1/2 æg

Saltkaramelganache:

Solbærganache:

  • 100 g Ivoire 35 % eller anden hvid chokolade
    100 g frosne solbær
    saft fra 1/2 citron
    20 g glukosesirup

Pynt:

  • rød skovsyre
    evt. lidt frysetørret solbærstøv

Fremgangsmåde

Solbærmousse:

  • Udblød husblassen i koldt vand.
    Kom solbær, sukker, vaniljekorn og citronsaft i en gryde, bring det forsigtigt i kog og lad det simre i ca. 5 min.
    Tag gryden af varmen, og sigt massen.
    Vrid husblassen fri for vand, og rør den ud i den varme solbærsirup.
    Lad siruppen køle af til håndvarm.
    Pisk fløden til let skum i en stor skål.
    Tilsæt skyr/græsk yoghurt, og pisk det forsigtigt sammen med fløden.
    Vend lidt af flødeskummet i den håndvarme solbærsirup.
    Vend derefter solbærskummet forsigtigt i resten af flødeskummet.
    Fordel moussen i små, runde silikoneforme (5 cm), og kom dem i fryseren i min. 3 timer eller natten over.

Mørdej:

  • Kom hvedemel, mandelmel, flormelis, smør og salt i en blender, og blend det hurtigt sammen.
    Saml dejen med ægget.
    Rul dejen ud mellem to stykker bagepapir, og lad den hvile i køleskabet i min. en time.
    Beklæd små tærteringe (5 1/2 cm i diameter) med dejen, og prik bundene med en gaffel.
    Bag tærtebundene i 10-15 min ved 175 grader, til de er fint gyldne, og lad dem køle helt af.

Saltkaramelganache:

  • Smelt den karamelliserede hvide chokolade i en skål over vandbad, og tag skålen af varmen.
    Bring fløde og glukosesirup til kogepunktet i en gryde, og hæld den over chokoladen, mens du rører i midten af skålen med en dejskraber.
    Fortsæt med at røre, til massen samler sig og bliver smuk og blank.
    Stavblend evt. ganachen, og smag til med salt.
    Fordel ganachen i tærtebundene, så de bliver fyldt ca. halvt op.
    Stil bundene i køleskabet i et par timer eller i fryseren et øjeblik, til ganachen har sat sig.

Solbærganache:

  • Smelt chokolade i en skål over vandbad, og tag skålen af varmen.
    Bring solbær, citronsaft og glukosesirup i kog, og lad det simre i et par minutter.
  • Sigt massen.
    Vej 50 g varm solbærsaft af, og hæld den over chokoladen, mens du rører i midten af skålen med en dejskraber.
  • Fortsæt med at røre, til massen samler sig.
    Stavblend evt. ganachen.
    Fordel ganachen oven på saltkaramelganachen i tærtebundene.
    Sæt bundene i køleskabet i et par timer eller i fryseren et øjeblik, til ganachen har sat sig.

Samling og pynt:

  • Tag de frosne solbærmousser ud af silikoneformen, og placer dem oven på tærterne.
    Lad gerne de færdigsamlede tærter tø op i køleskabet, hvis du har plads. (Ellers går det alligevel.)
    Pynt med skovsyreblade og evt. frysetørret solbærstøv lige inden servering.
I’m working on translating this recipe to english. Until then, Google translate is your friend.

Nytårsdessert solbærtærte med saltkaramel

Indlægget indeholder affliatelinks!

Granatæbletærte med kanel

Juletærte: granatæbletærte med kanel

En impulsiv idé og et par meget hyggelige timer senere stod denne smukke granatæblesag på eftermiddagsbordet. En juletærte med masser af kanelkærlighed og store syrlige granatæblestrejf. Takket være de smukke, røde rubiner ligner kagen en million. Heldigvis er den lynhurtig og let at lave. En simpel kiksebund, en kanelkrydret hvid chokoladeganache, friske granatæblekerner, et voilà!

Selv om jeg på ingen måde er parat til vinter, sne, kulde og jul endnu, kan jeg ikke andet end at blive lidt i julestemning, når jeg spiser tærten. Alle, jeg har serveret den for, har været helt tossede med den og tigget om et stykke mere. Jeg håber, du gør det samme.

Kram og søde tanker fra istappen under uldtæppet,

Maja

Juletærte: granatæbletærte med kanel

Juletærte: granatæbletærte med kanel

Granatæbletærte med kanel

10-12 personer

Ingredienser

Kiksebund:

  • 200 g havrekiks
    1-2 tsk stødt kanel
    75 g smør

Hvid chokoladeganache med kanel og brun farin:

  • 200 g Ivoire fra Valrhona eller anden hvid chokolade
    30 g brun farin
    1 tsk stødt kanel
    100 ml piskefløde

Desuden:

  • granatæblekerner fra 1-2 granatæbler
    rød skovsyre

Fremgangsmåde

Kiksebund:

  • Blend kiks til krummer, og kom dem i en skål sammen med kanel.
    Smelt smør, og rør det i kiksekrummerne.
    Fordel kiksemassen i en tærteform (35 x 11 cm), og tryk den godt sammen med fingrene.
    Kom bunden i køleskabet, mens du laver ganachen.

Hvid chokoladeganache med kanel og brun farin:

  • Smelt chokolade i en skål over vandbad, og tag skålen af varmen.
    Bland brun farin og kanel sammen i en lille gryde, og tilsæt fløde.
    Bring kanelfløden til kogepunktet, og hæld det over chokoladen, mens du rører i midten af skålen med en dejskraber.
    Fortsæt med at røre, til ganachen samler sig og bliver smuk og blank.
    Fordel ganachen i tærtebunden, og sæt tærten tilbage i køleskabet i min. et par timer.

Pynt:

  • Fyld tærten op med friske granatæblekerner, og pynt med et par røde skovsyreblade.
    Nyd tærten til en god kop eftermiddagskaffe sammen med dine særlige.

Jordbærtærte med basilikum

Jordbærtærte med mazarin og basilikum

(For English recipe, scroll down and click flag.)

Hele vinteren tæller jeg ned til de triste, udenlandske jordbær, der kun smager af en smule mere end at stikke tungen langt ud af vinduet, skubbes i skyggen af de små, saftige jordbær fra dansk jord.

Så snart de er her, springer jeg i køkkenet og bager jordbærtærte. Eller rettere sagt jordbærtærter. Sidste år bagte jeg bl.a. denne basilikumkrydrede sag. Jeg delte opskriften i Politiken, men tærten smager så vanvittigt godt, at jeg er nødt til også at dele den her. 

Psst. Om du gemmer 2 eller 10 basilikumblade i tærten, står dig selvfølgelig frit for. Jeg er svært begejstret for basilikum, så jeg går ‘all in’. 

Jordbærtærte med basilikum

8-10 personer

Ingredienser

Mørdej:

  • 75 g smør, koldt
    150 g hvedemel
    50 g flormelis
    1 knivspids salt
    1/2 æg

Basilikummazarin:

  • 5 store basilikumblade
    150 g marcipan
  • 75 g sukker
  • 50 g smør, blødt
    1 æg

Hvid chokoladeganache med basilikum:

  • 100 g hvid chokolade
    50 ml piskefløde
    2 store basilikumblade

Pynt:

  • 5-700 g små jordbær
    1 spsk grønne, usaltede pistacienødder
    8-10 små basilikumblade
    2-3 jordbærblomster

Fremgangsmåde

Mørdej:

  • Skær smør i små tern, og kom hvedemel, flormelis, salt og smørtern i en blender.
  • Blend det hurtigt sammen, og saml dejen med ægget.
  • Rul dejen ud mellem to stykker bagepapir, og lad den hvile i køleskabet i min. en time.
  • Beklæd en tærteform med løs/uden bund (20 cm i diameter) med dejen, og sæt bunden i køleskabet, mens du laver mazarinen.

Basilikummazarin:

  • Hak basilikum helt fint, og riv marcipan groft.
    Kom alle ingredienser i en skål, og pisk massen let og luftig.
    Fordel mazarinen i tærtebunden, og bag tærten i 20-22 min ved 175 grader.
    Lad den køle helt af.

Hvid chokoladeganache med basilikum:

  • Hak chokoladen fint, og kom den i en skål.
    Bring piskefløde og basilikum forsigtigt i kog i en lille gryde, og hæld det over chokoladen.
    Fisk basilikumbladene op, og vent et øjeblik.
    Rør i midten af skålen med en dejskraber, indtil massen samler sig og bliver smuk og blank.
    Sæt ganachen i køleskabet en times tid eller to, og smør et tyndt lag ud på tærten.

Pynt:

  • Skær jordbærer i tynde skiver, og placer dem sirligt på tærten. (Start i kanten og bevæg dig indad, så du får et fint blomstermønster.)
    Pynt med hakkede pistacienødder, basilikumblade og jordbærblomster.

Strawberry tart with basil

Serves 8-10

Ingredients

Crust:

  • 75 g butter, cold
    150 g all-purpose flour
    50 g icing sugar
    1 pinch of salt
    1/2 egg

Basil marzipan filling: 

  • 5 big basil leaves, finely chopped
    150 g marzipan, grated
  • 75 g sugar
  • 50 g butter, soft
    1 egg

White chocolate basil ganache:

  • 100 g white chocolate
    50 ml heavy cream
    2 big basil leaves

Decoration: 

  • 5-700 g small strawberries
    1 tbsp unsalted pistachios
    8-10 small basil leaves
    2-3 strawberry flowers 

Instructions

Crust:

  • Cut butter into small cubes, and process flour, icing sugar, salt and butter cubes in a food processor for a few seconds until combined.
    Add egg, and form to a ball.
    Roll out the dough between two pieces of parchment paper, and let rest in the refrigerator for at least an hour.
    Place gently into a tart pan (20 cm diameter).
    With a sharp knife, trim the edges of the dough to fit the tart pan.

Basil marzipan filling: 

  • Beat all ingredients in a bowl until light and fluffy.
  • Fill the tart shell with the basil marzipan filling.
    Bake for 20-22 mins at 200 degrees Celsius.
    Let cool completely.

White chocolate basil ganache:

  • Finely chop the chocolate and put it into a bowl.
    In a small saucepan, bring cream and basil leaves to a boil.
    Pour hot cream, through a sieve, over chocolate.
    Wait a minute or two.
    Stir in a very tight circle in the center of the bowl.
    Keep stirring until the ganache turns shiny.
    Let rest in the refrigerator for one
     hour.
    Spread ganache in thin, even layer on top of tart.

Decoration: 

  • Decorate the cake with sliced strawberries, pistachios, basil leaves and strawberry flowers. 

Jordbærtærte med mazarin og basilikum

Koldskålstærte

Koldskål mousse tærte

Koldskålstærte

(For English recipe, scroll down and click flag.)

En lille, spontan lækkersult og smukke, lilla syrener fra svigermors have blev i går til denne sommerfine koldskålstærte. Tærten består af en smørsprød mørdej, saftig vaniljesød frangipane, blåbær, citronsyrlig koldskålsmousse, lilla minimacarons og lilla syrener. En del lag, ja, men jeg vil ikke undvære et eneste af dem.

Tærten smager af sommer, barndom, bare tæer i græs… Og bare virkelig meget af koldskål. Et intet mindre end vidunderligt miks af sprødt, saftigt og blødt, syrligt og sødt.

Jeg kalder den ‘koldskål gone wild’. Min mand ‘den allerbedste sommertærte nogensinde’. Hvad du kalder den, bestemmer du selv. Så længe du lover at prøve den.

Koldskål mousse tærte

Koldskålstærte

8-10 personer

Ingredienser

Mørdej:

  • 75 g smør, koldt
    150 g hvedemel
    50 g flormelis
    1 knivspids salt
    1/2 æg

Frangipane:

  • 50 g blåbær
    100 g mandelmel
    100 g sukker
    100 g smør, blødt
    1 æg
    Korn af 1 vaniljestang
    2 spsk Amaretto

Koldskålsmousse:

  • 2 1/2 blade husblas
    Saft af 1 lille citron
    40 g sukker
    Korn af 1/2 vaniljestang
    100 ml piskefløde
    100 ml kærnemælk

Pynt:

  • 5 lilla minimacarons
    Lilla syrener
    2-3 spsk mandelcrumble
    1 tsk kandiseret viol

Fremgangsmåde

Mørdej:

  • Skær smør i små tern, og kom hvedemel, flormelis, salt og smørtern i en blender.
  • Blend det hurtigt sammen, og saml dejen med ægget.
  • Rul dejen ud mellem to stykker bagepapir, og lad den hvile i køleskabet i min. en time.
  • Beklæd en tærteform med løs/uden bund (20 cm i diameter) med dejen, og sæt bunden i køleskabet, mens du laver frangipanen.

Frangipane:

  • Fordel blåbær oven på tærtebunden.
    Kom mandelmel, sukker, smør, æg, vaniljekorn og Amaretto i en skål, og pisk det let og luftigt.
    Fordel frangipanen oven på blåbærrene, og jævn overfladen med en ske.
    Bag tærten i ca. 25 min ved 175 grader, indtil den er godt gylden.
    Lad tærten køle helt af.

Koldskålsmousse:

  • Udblød husblas i koldt vand.
    Kom citronsaft, sukker og vaniljekorn i en gryde, bring det til kogepunktet og tag gryden af varmen.
    Vrid husblassen fri for vand, og rør den ud i den varme citronsaft.
    Lad saften køle af til håndvarm.
    Kom kærnemælk i en skål, og vend den håndvarme citronsaft i.
    Pisk fløden til let skum, og vend den forsigtigt i kærnemælken.
    Fordel moussen i en rund silikoneform/kagering (16 cm i diameter) med film i bunden, og sæt den i fryseren i min. tre timer eller natten over.

Samling og pynt:

  • Placer den frosne koldskålsmousse oven på tærten, og lad den tø op i køleskabet i min. to timer.
    Dekorer kanten af tærten med minimacarons, syrener, mandelcrumble og kandiseret viol.

Tip: Vil du gerne forenkle tærten, så drop de lilla minimacarons. De er mest for øjets skyld.

Lemon buttermilk mousse tart

Serves 8-10

Ingredients

Crust:

  • 75 g butter, cold
    150 g all-purpose flour
    50 g icing sugar
    1 pinch of salt
    1/2 egg

Frangipane:

  • 50 g blueberries
    100 g almond flour
    100 g sugar
    100 g butter, soft
    1 egg
    Seeds of 1 vanilla pod
    2 tbsp Amaretto

Lemon buttermilk mousse:

  • 2 1/2 sheets of gelatine
    Juice of 1 small lemon
    40 g sugar
    Seeds of 1/2 vanilla pod
    100 ml heavy cream
    100 ml buttermilk

Decoration:

  • 5 purple mini macarons
    Purple lilacs
    2-3 tbsp almond crumble
    1 tsp candied violets

Instructions

Crust:

  • Cut butter into small cubes, and process flour, icing sugar, salt and butter cubes in a food processor for a few seconds until combined.
    Add egg, and form to a ball.
    Roll out the dough between two pieces of parchment paper, and let rest in the refrigerator for at least an hour.
    Place gently into a tart pan (20 cm diameter)
    With a sharp knife, trim the edges of the dough to fit the tart pan.

Frangipane:

  • Spread out blueberries in the tart shell.
    Beat almond flour, sugar, butter, egg, vanilla seeds, and Amaretto in a bowl until light and fluffy.
    Spoon the frangipane into the tart shell (on top of the blueberries) and smooth.
    Bake for about 25 mins at 200 degrees Celsius.
    Let cool completely.

Lemon buttermilk mousse:

  • Soak the gelatine in cold water.
  • Pour lemon juice, sugar and vanilla seeds into a small saucepan, bring to a boil and remove from heat.
    Squeeze excess water from the sheets, and stir into the warm lemon juice.
    Allow the juice to cool.
    Pour buttermilk in a bowl, and fold in the lukewarm lemon juice.
    Whip the cream to soft peaks, and fold gently into the buttermilk.
  • Pour mousse into a round silicon mold  (16 cm diameter), and let freeze for at least three hours.

Decoration:

  • Place the frozen buttermilk mousse on top of the tart, and let thaw in the refrigerator for at least two hours.
  • Decorate the edge of the tart with mini macarons, lilacs, almond crumble and candied violets.

Koldskål mousse tærte

Chokoladetærte med hindbær

Hindbærtærte chokolade

Sprød kakaokiksebund og sød mælkechokoladetrøffel med syrligt strejf af hindbær.

Friske bær, saltet chokoladekaramel og rød skovsyre.

Enkelt, elegant og komplet umulig at holde fingrene fra.

I få sekunder var den en del af kagebuffeten – og så var den væk!

Jeg laver den snart igen.

Hindbærtærte chokolade

OPSKRIFT

8 personer

Kakaokiksebund:
200 g havrekiks
10 g kakaopulver
1 nip salt
75 g smør

Mælkechokoladeganache med hindbær:
250 g Jivara fra Valrhona eller anden mælkechokolade af god kvalitet
100 ml piskefløde
50 ml hindbærpuré (uden kerner)

Saltet chokoladekaramel:
100 ml piskefløde
60 g sukker
1 spsk glukosesirup
1/3 tsk salt
100 g Jivara fra Valrhona eller anden mælkechokolade af god kvalitet

Pynt:
friske hindbær
friske ribs
frysetørret hindbærpulver
rød skovsyre

Kakaokiksebund:
Blend kiks til krummer, og kom dem i en skål. Rør kakaopulver og salt i.
Smelt smør, og bland det med kiksekrummer.
Placer en tærteform uden bund (20 cm i diameter) på et skærebræt beklædt med bagepapir, og fordel massen heri.
Tryk den godt sammen med fingrene.
Kom bunden i køleskabet, mens du laver ganachen.

Mælkechokoladeganache:
Hak chokoladen fint, og kom den i en skål.
Bring fløde i kog i en gryde, og hæld det over chokoladen.
Rør rundt i midten af skålen, indtil ganachen samler sig og får en smuk, blank overflade.
Rør hindbærpuré i – lidt ad gangen.
Fordel ganachen ovenpå kiksebunden, og sæt tærten på køl i mindst fire timer eller natten over.

Saltet chokoladekaramel:
Opvarm fløden, og sæt den til side.
Smelt sukker til gylden karamel i en gryde.
Tag straks gryden af varmen, og tilsæt den varme fløde lidt ad gangen – under konstant omrøring.
Tilsæt glukosesirup og salt.
Hak chokoladen fint, og kom den i en skål.
Hæld den varme karamel over chokoladen, og rør rundt i midten af skålen, indtil massen samler sig og får en smuk, blank overflade.
Sæt chokoladekaramellen på køl to-tre timer eller natten over, og kom den i en sprøjtepose med rund tyl.

Umiddelbart inden servering:
Pynt kagen med små dutter af saltet chokoladekaramel, friske hindbær, friske ribs, frysetørret hindbærpulver og rød skovsyre.
Placer elementerne i en halvmåne som mig – eller mere tilfældigt.
Begge dele ser drøngodt ud!

Tip: Der vil være en del saltet chokoladekaramel til overs. Gem den og brug den som kagepynt, i macarons, på pandekager, i fyldte chokolader etc.

Tip: Vær opmærksom på, at tærten skal laves mindst én dag før servering – og med fordel kan laves flere dage i forvejen. 

Hindbærtærte chokolade

Indlægget indeholder affiliatelinks.

Cookiekage med karamelganache

Cookiekage cookietærte dulcey

Kæft I er seje! Og fulde af fantastiske idéer!

Tusind TAK fordi I ville lege med.

Det er sjovt og smadderinspirerende at høre, hvad I går og drømmer om – og savler over.

Og også ret så umuligt at udvælge den bedste idé.

Mango-lakrids, myntekaramel, marengstærte, maltdessert og mange flere står nu på min to-do, og jeg glæder mig allerede afsindigt meget til at opfylde nogle af jeres drømme.

Cookiekage cookietærte dulcey

Opskriften i dag er til ære for Sara, der ønsker en opskrift med cookie(dough) og chokolade.

Jeg er selv kæmpe-kæmpe cookiefan, men synes sjældent, at der er nok chokolade i de cookies, jeg får serveret.

Dét er der i denne her fætter.

Eller rettere sagt oven på.

En stor, sprød, saltet cookie med gavmilde mængder af fløjlsblød, sød Dulcey-ganache.

Cookiekagen kalder vi den. Og vi er vilde med den!

Faktisk så vilde, at vi allerede har spist tre.

Cookiekage cookietærte dulcey

På to dage…

Cookiekage cookietærte dulcey

OPSKRIFT

10 personer

Cookiebund:
75 g blødt smør
150 g brun farin
1 æg
100 g hvedemel
50 g finvalsede havregryn
1/2 tsk salt
50 g Dulcey fra Valrhona
50 g saltede peanuts

Dulcey-ganache:
200 g Dulcey fra Valrhona
100 ml piskefløde
15 g glukosesirup
1/3 tsk salt

Pynt:
Dulcey-drizzle
Spiseligt guldstøv

Cookiebund:
Kom smør og brun farin i en skål, og pisk det lyst og luftigt.
Pisk æg i.
Rør mel, havregryn og salt i.
Hak chokolade og peanuts groft, og vend dem i.
Fordel dejen i en tærteform med løs bund (22 cm i diameter).
Bag cookiebunden i 10-12 min ved 200 grader.
Lad den køle helt af.

Dulcey-ganache:
Hak chokoladen fint, og kom den i en skål.
Bring fløde og glukosesirup forsigtigt i kog, og hæld det over chokoladen.
Rør energisk i midten af skålen, indtil massen samler sig og får en smuk, blank overflade.
Smag til med salt.
Fordel ganachen oven på cookiebunden, og sæt kagen på i køleskabet i mindst fire timer eller natten over.

Pynt:
Pynt kagen med chokoladedrizzle og spiseligt guldstøv.
Nyd!

Cookiekage cookietærte dulcey

Indlægget indeholder affiliatelinks.

Chokolade brûlée tærte

Chokolade crème brûlée tærte

Toplækker tærte, der lidt er en hybrid mellem en chokoladetærte og en crème brûlée.

Under det knasende sprøde sukkerlåg gemmer sig silkeblød chokoladeganache og karamelliserede mandler.

Ren lykke!

Pynt den med spiselige blomster, og få forårsstemning og solstråler i maven!

Pssst! Den er også glutenfri! 

Chokolade crème brûlée tærte

10 personer

Mandelbund:
1 æggehvide
50 g flormelis
ca. 175 g mandler

Karamelliserede mandler:
100 g mandler
100 g sukker
1 knivspids salt

Ganache:
250 g Caraïbe fra Valrhona eller mørk chokolade af god kvalitet
250 ml piskefløde
50 g glukosesirup

Brûléelag:
ca. 3 spsk rørsukker

Pynt:
Spiselige blomster, f.eks. skovsyre og stedmoderblomster

Bund:
Pisk æggehvide og flormelis godt sammen i en skål.
Blend mandler til mel, og vend mandelmelet i dejen. (Hvis dejen er for klistret til at rulle ud, så tilsæt lidt mere mandelmel.)
Rul dejen ud mellem to stykker bagepapir, og beklæd en rektangulær tærteform (ca. 35 cm x 10 cm).
Prik bunden med en gaffel, og bag den ved 150 grader i 12-15 min.

Karamelliserede mandler:
Smut mandlerne, og rist dem ved 200 grader i ca. 5 min.
Smelt sukker til karamel i en gryde, og tag den af varmen.
Vend nødder og salt deri, og hæld straks massen ud på et stykke bagepapir.
Lad de karamelliserede mandler køle helt af, og hak dem groft.
Fyld dem i tærtebunden.

Ganache:
Hak chokoladen groft, og kom den i en skål.
Bring piskefløde og glukosesirup langsomt i kog, og hæld det over chokoladen.
Rør energisk i midten af skålen, indtil massen samler sig og får en smuk, blank overflade.
Fordel ganachen oven på de karamelliserede mandler, og sæt tærten i køleskabet 3-4 timer eller natten over.

Ved servering:
Fordel et tyndt lag sukker oven på ganachen, og brænd forsigtigt med en blowtorch, indtil sukkeret er karamelliseret.
Pynt med spiselige blomster, og server straks!

Chokolade crème brûlée tærte

Indlægget indeholder affiliatelinks.

S’more dessert

Smore dessert

Jeg har taget springet.

Et stort og utrygt af slagsen, men et af de bedste spring i mit liv.

Jeg er gået selvstændig og lever nu af at lave det, jeg elsker allermest.

Hver dag går jeg i seng med taknemmelighed, lykke – og chokolade i maven.

Hurra for drømme, der bliver til virkelighed.

Må alle opleve det!

Smore dessert

Jeg har så travlt lige nu, at jeg forsømmer bloggen lidt.

Jeg skylder både indlæg og svar på jeres mange søde kommentarer.

Jeg beklager meget – og håber af hele hjertet, at I holder ved derude!

Her er en lille sød sag, som jeg spiste i går. Mutters alene. En stille stund. For første gang på meget lang tid.

Ret så rart.

Sprød kiksebund, sød ganache af mælkechokoladen Jivara fra Valrhona, brændt marengs og en lille macaron for pænheds skyld.

Her er opskriften:

INGREDIENSER

Antal: 4 små tærter

Bunde:
120 g Digestivekiks
60 g smør

Chokoladeganache:
140 g Jivara fra Valrhona eller anden mælkechokolade af god kvalitet
70 ml piskefløde
1 knivspids havsalt

Brændt marengs:
1 æggehvide
50 g sukker

Bunde:
Blend kiks til krummer, og kom dem i en skål.
Smelt smør, og bland det med kiksekrummerne.
Kom kiksemassen i små tærteforme (både bund og side), og tryk den godt sammen med fingrene.
Sæt formene på køl, mens du laver ganachen.

Chokoladeganache:
Hak chokoladen fint, og kom den i en skål.
Bring fløde i kog i en lille gryde, og hæld det over chokoladen.
Vent et øjeblik, og rør så forsigtigt rundt, indtil chokoladen er smeltet og massen homogen.
Smag til med lidt salt.
Fordel ganachen i de fire forme, og sæt dem på køl et par timer.

Brændt marengs.
Pisk æggehvide og sukker til marengs, og kom det i en sprøjtepose med lille, rund tylle.
Dekorer med små toppe marengs – både på tærterne og ved siden af.
Brænd marengsen med en gasbrænder.
Servér straks!

Indlægget indeholder affiliatelinks. 

Hindbærtærte

Hindbærtærte

Et hurtigt hej fra sommersmukke Silkeborg, hvor jeg har noget så travlt med at slikke sol, flette fingre, spise skumfiduser (med smeltet chokolade) og storkramme med min sky.

Om lidt kalder hverdagen i København, og for at være bundærlig glæder jeg mig mere end meget.

Hvad ‘hverdag’ er, røber jeg snart. Men det rimer på chokolade og sommerfugle i maven.

P.S. Hvis du er på jagt efter en sommersmuk kage, så prøv denne hindbærtærte.

Den minder meget om en traditionel jordbærtærte, men jordbærerne er erstattet af hindbær – og dét hitter!

Pensl mazarinkagen med din favoritchokolade – mørk, mælke- eller hvid. Jeg har penslet med Ivoire fra Valrhona.

Hindbærtærte

Ingredienser:

Antal: 6-8 personer

Mørdej:
140 g mel
50 g flormelis
70 g smør
1 knivspids salt
½-1 æg

Mazarin:
140 g marcipan
80 g sukker
50 g blødt smør
1 æg

Pynt:
50 g chokolade
hindbær
Flormelis

Mørdej:
Kom mel og flormelis i en skål, og smuldr det kolde smør heri.
Saml dejen med ægget (enten et halvt stort eller et helt lille æg) – vær grundig, men hurtig.
Form dejen til en kugle, pak den ind i husholdningsfilm, og sæt den på køl en halv time.
Beklæd tærteformen ( 20 cm i diameter) med mørdej.

Mazarinmasse:
Riv marcipan groft, og kom så alle ingredienserne i skål.
Pisk massen let og luftig, og fordel den i tærteformen.
Bag tærten i ca. 20 min ved 175 grader.
Lad kagen køle helt af.

Umiddelbart inden servering:
Smelt chokolade i en skål over vandbad, og smør den ud på kagen.
Fordel hindbærerne ovenpå.
Drys med flormelis, og spis sammen med dine særlige en lun sommeraften!

Hindbærtærte

Indlægget indeholder affiliatelinks.

Chokoladetærte med saltlakridskaramel

Salt lakridskaramel tærte

Denne frække frøken er min nye favoritkage.

Hun gemmer på et lag chewy lakridskaramel, silkeblød og sød mælkechokoladeganache og strejf af salt.

Tre ting jeg er temmelig tosset med!

Karamellen kræver lidt kærlig opmærksomhed, men kagen er hvert et sekund værd.

Fremtryl den f.eks. i påskeferien, og spis den sammen med dine særlige!

Salt lakridskaramel tærte

INGREDIENSER

Antal: ca. 6 personer

Opskriften er lavet til en rund tærteform (17 cm i diameter). Jeg har bagt dobbeltportion og lavet den i en rektangulær tærteform (11 x 35 cm).

Mørdej:
100 g mel
10 g kakaopulver
50 g sukker
1 knivspids salt
50 g smør
2 æggeblommer
(tørre bønner til bagning)

Lakridskaramel:
130 g sukker
40 g Bülow salt lakridssirup
100 ml fløde
1 knivsspids salt
10 g smør

Mælkechokoladeganache:
100 g mælkechokolade
50 ml fløde

Mørdej:
Bland mel, kakaopulver, sukker og salt i en skål.
Gnid smørret ind i de tørre ingredienser, og saml dejen med æggeblommer.
Rul dejen til en kugle, pak den ind i husholdningsfilm og den hvile i køleskabet i ca. 1 time.
Rul dejen ud mellem to stykker bagepapir, og beklæd formen med den.
Prik bunden med en gaffel, læg stanniol over, og fyld tørre bønner ovenpå.
Bag bunden ved 180 grader i 10 minutter, fjern så bønner og stanniol, og bag videre i 10 min.
Lad bunden køle helt af, mens du laver lakridskaramellen.

Lakridskaramel:
Kom sukker, lakridssirup, fløde og salt i en gryde, og bring det i kog under omrøring.
Når massen begynder at koge, så skru lidt ned for varmen og stop med at røre.
Når massen har en temperatur på 115 grader, så kom smørret i, rør rundt og tag massen af varmen.
Hæld den i tærtebunden, og sæt den på køl et par timer.

Mælkechokoladeganache:
Smelt chokoladen i en skål over vandbad.
Bring fløde i kog i en lille gryde, og hæld langsomt fløden over chokoladen, mens du rører.
Rør rundt indtil massen er homogen.
Kom ganachen oven på karamellaget, og sæt formen tilbage i køleskabet et par timer.
Pynt tærten med havsalt, og servér.

Salt lakridskaramel tærte 

Chokoladetærte med pistaciepraliné

Chokoladetærte med pistaciepraliné

Indimellem glemmer jeg mit hoved.

Om det er den famøse ammehjerne eller ren og skær glemsomhed, aner jeg ikke.

Men jeg formår at glemme noget hver eneste gang, jeg tager ud ad døren.

Bleer, iPhone, vanter, hue, halstørklæde, sut, skiftetøj til Sia, dankort… og nu også tærte!

En chokoladetærte med sprød kakaomørdej, silkeblød chokoladeganche og knasende pistaciepraliné, som jeg havde bagt særligt til mine søde svigerforældre og sådan glædet mig til at give dem.

Den står stadig i køleskabet og glor.

Jeg tror, at jeg napper et stykke til morgenmad. Som trøst. Og fordi den er fin og grøn. Og fordi den smager virkelig vidunderligt.

Chokoladetærte med pistaciepraliné

INGREDIENSER

Tærtebund:

100 g mel

30 g flormelis

15 g kakao

50 g smør

2 æggeblommer

 

Pistaciepraliné:

90 g sukker

75 g grønne usaltede pistacienødder

 

Pistaciepralinéfyld:

75 ml fløde

100 g mælkechokolade

75 g pistaciepraliné (opskrift lige ovenover)

 

Chokoladeganache:

55 ml fløde

50 g mørk chokolade

 

Tærtebund:

Bland mel, flormelis og kakao i en skål.

Smuldr smør i dejen, og saml den med æggeblommer.

Rul dejen til en kugle, og sæt den i køleskabet en time.

Rul dejen ud mellem to stykker bagepapir, og beklæd en tærteforme (17 cm i diameter) med den.

Fjern overflødig dej fra formenes kanter med fingerspidserne.

Prik bunden med en gaffel.

Læg stanniol over dejen, og fyld formen op med bønner.

Bag tærtebunden ved 180 grader i 10 minutter med stanniol, og dernæst 10 min uden.

Afkøl bunden helt.

 

Pistaciepraliné:

Fordel pistacienødder på et skærebræt med bagepapir.

Smelt sukker til karamel på en pande, og hæld det over nødderne.

Lad det afkøle helt, og blend det.

 

Pistaciepralinéfyld:

Hak chokolade fint, og kom den i en skål.

Bring fløde i kog i en lille gryde, og hæld den langsomt over chokoladen, mens du rører.

Rør rundt, til chokoladen er opløst.

Rør pistaciepraliné i, og fyld massen i den afkølede tærteform.

Sæt formen i køleskabet mindst 2 timer – gerne længere.

 

Chokoladeganache:

Hak chokolade fint, og kom den i en skål.

Bring fløde i kog i en lille gryde, og hæld den langsomt over chokoladen, mens du rører.

Rør rundt, til chokoladen er opløst.

Fyld ganachen oven på pistaciepralinéfyldet, og sæt formen tilbage i køleskabet.

Lad den sætte sig i et par timer.

Pynt den med resten af pistaciepralinéen lige inden servering.

Chokoladetærte med pistaciepraliné

Chokoladesød æbletærte

Æbletærte med chokolade og kanel

I fredags fejrede vi første november og fire kilo (baby) med denne efterårskønne æbletærte.

Tærten byder på små æblestykker, sød mælkechokolade, kanel og mørdejshjerter.

Enkelt og efterårslækkert!

Står det til mig, bliver alle desserter kun bedre af lidt chokolade. Æbletærter er ingen undtagelse.

Er du enig? :)

 

Ingredienser

Antal: 6 personer

 

Mørdej:

100 g hvedemel

10 g kakaopulver

50 g rørsukker

1 knivspids salt

50 g smør

2 æggeblommer

 

Fyld:

200 g æble

5 g smør

1 tsk kanel

50 g mælkechokolade

 

Mørdej:

Bland hvedemel, kakaopulver, sukker og salt i en skål.

Gnid smørret ind i de tørre ingredienser med fingrene.

Tilsæt æggene, ælt hurtigt dejen sammen og saml den til en kugle.

Pak mørdejen ind i husholdningsfilm og lad den hvile i køleskabet i 1 time.

Smør formen.

Rul dejen ud mellem to stykker bagepapir og beklæd en lille form  (17 cm i diameter) med den.

Fjern overflødig dej fra formenes kanter med fingerspidserne, og gem dem til pynt.

 

Fyld:

Skær æblet/æblerne i små tern, og kom dem i en gryde sammen med smør og kanel.

Lad dem simre et minuts tid, og tag så gryden af varmen.

Tilsæt chokolade, og rør rundt, indtil chokoladen er smeltet.

Kom massen oven på mørdejen, og pynt med udstukne hjerter af den overskydende mørdej.

Bag tærten i ca. 30 min ved 175 grader.

Nb.: Hvis du foretrækker en meget sprød mørdej, så forbag bunden lidt, inden du putter fyld i. Jeg foretrækker den lidt blød – derfor kommer jeg fyldet i med det samme.