Verdens bedste vandbakkelser: choux au craquelin

Vandbakkelser choux au craquelin

Knasende, krakelerede vandbakkelser eller choux au craquelin, som de hedder i Paris.

Min nyeste addiction og absolut must-taste-before-you-die-kager. Hvis du altså ikke allerede har smagt dem?

Helt banalt er det små vandbakkelsesbolde toppet med en sprød cookie, der smyger sig kærligt om kagen, mens den bages.

Herefter er kagerne fyldt med fløjlsblød Dulceycremeux, der smager så sindssygt godt, at det kan spises rent med ske. Ja, det er sket et par gange – eller tyve.

Jeg har tilsat lidt salt til den karamelsøde creme. Det klæ’r den virkelig godt.

Er du overbevist? Ellers må jeg komme forbi med smagsprøver!

Vandbakkelser choux au craquelin

Jeg drager i øvrigt til kagernes by om præcis én uge og har planer om at besøge alle Paris’ små og store patisseries.

Jeg glæder mig sådan til at dele kageoplevelserne med jer.

Følg med på Snapchat og Instagram: majachocolat

Og rigtig god Påske!

Vandbakkelser choux au craquelin

Choux au craquelin

30 små kager

Ingredienser

Dulceycremeux:

  • 1/2 blad husblas
    110 g Dulcey fra Valrhona
    2 æggeblommer
    15 g sukker
    80 g sødmælk
    80 g piskefløde
    1/3 tsk salt

Vandbakkelser:

  • 150 g vand
    60 g smør
  • 1 spsk sukker
  • 1 nip salt
  • 80 g hvedemel
  • 2 store æg

Kiks:

  • 65 g smør
    80 g mel
    80 g rørsukker

Pynt:

  • Spiselige blomster 
  • Kandiserede violer

Fremgangsmåde

Dulceycremeux:

  • Udblød husblas i koldt vand.
    Hak chokoladen fint, og kom den i en skål.
    Pisk æggeblommer og sukker hurtigt sammen.
    Varm mælk og fløde op til lige under kogepunktet, og pisk det æggeblommerne.
    Hæld blandingen tilbage i gryden, og varm den op til 83°C under konstant omrøring.
    Sigt den 83°C varme creme, vrid husblassen fri for vand, og rør den ud i cremen.
    Hæld så den over den finthakkede chokolade.
    Rør rundt i midten af skål med en dejskraber, indtil massen får en smuk og blank overflade.
    Stavblend evt. massen, og kom cremeuxen i køleskabet natten over. 

Vandbakkelser:

  • Kom vand, smør, sukker og salt i en gryde, og bring det i kog.
  • Tag straks gryden af varmen, og tilsæt mel.
  • Rør rundt i dejen med en træske, indtil dejen er ensartet, blød og slipper gryde og ske.
  • Sæt gryden tilbage på lavt blus, og rør rundt i et minuts tid.
  • Kom dejen i en skål, og lad den køle lidt af.
  • Tilsæt æggene lidt og lidt, mens du rører energisk i skålen. (Massen vil først skille, men senere samle sig.)
  • Rør dejen ensartet og elastisk.
  • Kom dejen i en sprøjtepose med rund tyl, og sprøjt små kugler (2,5 cm i diameter) ud på en bageplade beklædt med bagepapir.

Kiks:

  • Ælt alle ingredienser godt sammen med fingrene.
  • Rul dejen tyndt ud, og stik små cirkler (3 cm i diameter) ud af den.
  • Placer forsigtigt cookiecirklerne ovenpå vandbakkelserne.
  • Bag vandbakkelserne i ca. 35 min ved 175°C.
  • Åbn ikke ovndøren undervejs!
  • Lad kagerne køle helt af.

Samling og pynt:

  • Kom cremeuxen i en sprøjtepose med lille, rund tyl.
    Lav et lille hul i bunden af hver kage, og fyld kagerne med cremeux.
    Pynt evt. med spiselige blomster og kandiseret viol.

Tip: Lav chokoladecremeuxen dagen før, men bag og fyld vandbakkelserne samme dag, de skal nydes.

(Indlægget indeholder affiliatelinks!)

Vandbakkelser choux au craquelin

Profiteroles med is og chokolade

Profiteroles med is og chokolade

Denne lille laban blev serveret for min søde kæreste i går.

I kan tro, den vakte begejstring.

Vandbakkelser er måske old school, men de smager så himmelsk.

Det var én af mine favoritkager som lille – og er det stadig.

Mest fordi man kan fylde og pynte dem med lige det, hjertet begærer.

Is, flødeskum, frugt, nødder, chokolade, glasur, krymmel, you name it.

Disse er fyldt med hjemmelavet chokoladeis og toppet med den søde mælkechokolade Amedei Toscano Brown.

Profiteroles med is og chokolade

Ingredienser (10-12 styk)

1 dl vand

50 g smør

1 tsk sukker

50 g hvedemel

2 æg

(chokolade)is

smeltet chokolade

 

Bring vand og smør i kog.

Tag gryden af varmen, og rør mel og sukker i – lidt ad gangen.

Tilsæt æg – et ad gangen, og pisk til dejen er sammenhængende.

Hæld dejen i en sprøjtepose med rund tyl, og lav små cirkler på en bageplade beklædt med bagepapir.

Bag dem i cirka 25 min ved 200 grader. (Åbn ikke ovnen imens!)

Afkøl vandbakkelserne.

Fyld dem med chokoladeis og top med masser af smeltet chokolade.

Del dem med dine kære!

 

Tip: Bag dem helst samme dag, de skal serveres! Der er de bedst! :)